Når jeg skriver, er disse tre begreber altid mit udgangspunkt. Accept af de frie tanker, respekt for mennesker, der har inspireret mig og en hudløs ærlighed, i det jeg skriver. Jeg har ansvaret for, hvad jeg har skrevet både overfor dig, som læser, og overfor min egen samvittighed uanset set, om det er skøn- eller faglitteratur.

​

Skønlitteratur er ikke bare ord redigeret og omformet efter en tilfældig redaktørs forgodtbefindende. Jeg siger ikke ja tak til en hvilken som helst forlagskontrakt. Jeg kræver samme respekt for mit manuskript, som en censurkomité har for vurdering af kunstværker til fx en maleriudstilling. Ingen kræver, at fx maleren "lige skal ændre farven nede til højre fra blå til brun." Alt for mange forfattere accepterer selv de vildeste krav fra forlagenes redaktioner. Min holdning er, at jeg har noget knust, som et forlag kan få lov til at tjene penge på sammen med mig. Selvfølgelig tager jeg imod gode og konstruktive råd; men jeg accepterer ikke, at skulle ændre og tilpasse min kunst, så jeg ikke længere kan se mig selv i værket. Endnu står jeg ret alene med den holdning, fordi den koster på pengepungen. For mig er litteratur kunst, der kræver respekt. Kunst skal opleves med forfatterens indlevelse. Litteratur må aldrig blive til brugskunst, for så bliver forfatteren håndværker og ikke kunstner.

 

Mine læsere skal kunne nyde den kunst, jeg har givet dem. De skal kunne glæde sig over den, måske blive forarget over den eller endda vrede. Kunst skaber nye tanker, kunst forandrer. Det er derfor, det er kunst.