Featured Posts

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Recent Posts

November 23, 2018

January 7, 2018

September 23, 2015

Please reload

Search By Tags
Please reload

Follow Us
  • Facebook Classic
  • Twitter Classic
  • Google Classic

#brydtabuet - Asbergers er helt normalt!

May 12, 2019

Psykisk sygdom? - Jamen, hvad er sygdom og hvad er normalt? Hvem tør afgøre det med sikkerhed? Hvem mener at have retten til at sætte sig til dommer over andre? Jeg mener, med den sære etikette i panden, "Asbergers etc.," kan man altså sagtens have et liv, man selv synes både er godt, rigtigt og ganske normalt. Bare så I andre ikke er i tvivl, også selvom I måske ind imellem ikke forstår alt, hvad vi siger, eller I måske bare fatter hat af det, vi gør. Dybest set kan det næppe genere nogen, at vi måske i vor dagligdag undres over jer og jeres måde at forstå verden på, vel?

 

Vær med til at bryde tabuet ved simpelthen bare at acceptere menneskers forskellighed, se det som en styrke for fællesskabet. Jeg begynder selv, for her følger min egen fortælling:

 

Måske var jeg underlig som barn? Ja, det syntes jeg ikke selv; men set i bakspejlet og ved at genoplive erindringer fra barndommen, så ja, jeg var nok anderledes end de fleste andre børn set med de voksnes øjne. Selv husker jeg de andre børn og mange voksne med som tæt på ubegribelige. Jeg vænnede mig til det, sådan var min verden bare, og den var sådan set god og tryg og lys.

 

Nære venner havde jeg faktisk ingen af, kun nogle få legekammerater kunne det blive til; men jeg gad alligevel sjældent lege med dem, og jeg savnede dem heller ikke. Ikke engang som teenager savnede jeg venner, skønt jeg vel selv kun havde en enkelt eller to? Jeg havde det fint nok med mig selv, med at iagttage børn og voksne i mine omgivelser – og ikke mindst med at tilegne mig verden som følge af min helt ubændige nysgerrighed Min oplevelse af mine omgivelser, af voksne og børn, ja, af verden i al almindelighed har altid været – og er fortsat – utrolig intens og sansepåvirkende. Sensitiv, hedder det vist? Min verden er stadig fyldt med lys, med farver, med lyde som hele tiden rammer dybt ind i mig. Jeg oplever mig selv som en del af verden gennem denne for mig normale perception af verden. Jeg har prøvet at holde verden ud ved at stoppe dimserne fra mobilens head-set i mine øren; men så kan jeg blive helt dårlig, for min rigtige verden forsvinder, den bliver knust, og det kan jeg bare ikke bære. Som barn hørte jeg de voksne omtale mig som et klogt, ja, gammelklogt barn. For mig gav det ingen mening; men det var sådan set også ligegyldigt, for ofte fattede jeg alligevel hat af verden og dens sære mennesker. Som voksen beskrives jeg bag min egen ryg positivt af mange andre som et meget vidende menneske, en ægte generalist, man altid kan få en dyb samtale med. En dyb samtale med? Jeg ved i virkeligheden ikke, hvad der menes med det, for jeg er jeg inviteret ind i en samtale, som jeg tænder på, så er jeg da bare mig selv, og jeg aner ikke, hvor jeg har min viden fra? Sådan noget er jeg ikke motiveret for at gå rundt og huske på.

 

Da jeg var barn og ung i 1950’erne og 1960’erne var Aspergers måske nok ”beskrevet” i USA i 1944; men ingen kendte til det herhjemme, så det eksisterede slet ikke. Derfor fik jeg naturligvis ikke den diagnose. Jeg var bare ham den lidt sære dreng uden venner, som mine forældre efter råd i familien sendte på en privatskole. Et heldigt valg, Marie Mørks Skole i Hillerød, med ægte grundtvigianske værdier og stor rummelighed og bredde. Mobning fandtes heller ikke den gang; men optræk til drillerier, der i dag ville blive beskrevet som mobning, det blev altid af en sindssygt dygtig og lydhør lærerstab fanget og fjernet i tide. Jeg havde en fantastisk god skoletid, og klassen holder såmænd sammen endnu med et 50-års jubilæum i 2019. Mine diagnoser indenfor autismen, altså de etiketter, I andre sætter i panden på mig, ”Aspergers Syndrom” og med træk af ”ADD” (altså ADHD uden hype) og en voldsomt kravsafvisende adfærd ”PDA”, fik jeg først som voksen og alt, alt for sent, da jeg var fyldt 60 år. Jeg fik det af den ene af de psykologer, der har haft ”fat i mig” efter en personpåkørsel. Jeg er stadig fuldtidsarbejdende lokomotivfører, kan jeg oplyse.

 

Jeg har været meget tilbageholdende med at fortælle om mine diagnoser, fordi dels synes jeg ikke, at de tjener meget andet formål end at sætte mig i boks og bås, og det vil jeg ikke, dels bør min arbejdsgiver næppe have alt for meget at vide om diagnoserne, for så kan der opstå en risiko for mit job, hvis ”nogen” pludselig mener, at jeg er ”farlig”. Derfor har jeg også en aftale om, at der ikke må være journalindsigt. Verden er simpelthen ikke moden til det endnu. Vi, der ikke er ”main-stream,” er på en eller anden måde lidt ”farlige.” Jobbet som lokomotivfører er i øvrigt det første, jeg har kunne beholde over lang tid, 19 år, ellers har mine jobs aldrig kunnet holde mere end 2-3 år ad gangen. Her redder jobbets stringente strukturer og markante krav om individuelt personligt ansvar mig.

Måske er det lidt usædvanligt, at jeg altså har haft en rigtig god barndom, en dejlig skolegang, og optræk til mobning blev altid standset i tide. Sådan tror jeg ikke, det havde det ikke været i dagens Danmark. Jeg har min yngste søn med nøjagtig samme diagnose; men her smadrede nogle lange og alvorlige mobbeperioder hele hans verden. Det er i virkeligheden som konsekvens af hans behandlingsforløb og de enorme, næsten uoverstigelige mure i samfundet, de voldsomme følger i familien og andre steder, der har fået mig til at stå en lille smule frem. Hvis jeg havde været barn i dag, er jeg ret sikker på, at jeg havde haft flere af autismens triste følgesvende, som fx angst, spiseforstyrrelser, depression og måske OCD. Det skal min yngste søn altså ikke ind i!

 

Var jeg barn i dag og havde jeg gået i en børnehave og kommuneskole, var jeg blevet tromlet. Tvunget til at være social på ”den rigtige måde”, tvunget til alt for lange skoledage og tvunget sammen med mange børn, jeg ikke ville kunne forstå. Jeg ville være gået til bunds, jeg ville måske have endt med i teenageårene at tage mit eget liv, fordi det i dag er så umuligt ikke at være forpligtende ”main-stream?”

 

Jeg var så heldig, at mange i min familie har være både sære og underlige, ja, afvigere ganske enkelt; men de havde alligevel deres plads i verden, de var accepteret, som de var, i familien. Jeg har aldrig haft regler, der var unødigt rigoristiske ud over et almindelig krav om, at lade være med at genere andre mennesker. Ingen krav. Stort set alt, jeg fandt på, var bare accepteret og fint med nogle mindre og set bagud ret vanvittige ting, vi siden har grinet af i familien.

 

Jeg gik i en privat halvdagsbørnehave, hvor jeg husker, at jeg ofte holdt mig for mig selv. Hjemme kunne jeg frit være med i de voksnes gøremål i vor landsbysmedje, i haven og andre steder og hjælpe til med lidt af hvert og få de små livets sejre i hus til selvværdets fremme

 

Jeg kom, som nævnt, i en grundtvigiansk privatskole, og jeg trivedes fint her. Der var ”styr på tingene”, avanceret pædagogik og plads til børnenes forskelligheder indenfor forståelige rammer og strukturer. Jeg var en tidlig læser, og jeg har læst uafbrudt lige siden, ja, nu har jeg så også skrevet og fået udgivet temmelig mange bøger. Min mormor boede i Hillerød, samme by som skolen, og jeg tog ofte hjem til hende. Jeg foretrak voksenselskab, jeg behøvede ikke de andre børn, der altid var så mærkelige og vildt krævende. En styrke har det givetvis også været, at vi i min familie har en stærk fortælletradition, så det at lytte – også at lytte til andre blev en naturlig del af verden. En gang imellem tog en af mine meget få venner fra klassen og jeg en skulkedag. Vi tog toget, på 1. klasse, for der var kun voksne, fra Hillerød til København, hvor vi så besøgte et eller andet museum, vi havde planlagt hjemmefra. Vore forældre, skole og alle andre vidste det godt, men vi vidst ikke, at de vidste det. Det fungerede fint og blev aldrig misbrugt. Der var ikke så mange regler hjemme, bortset naturligvis fra sikkerhedsregler i smedjen. Jeg kunne få lov at være. Jeg strejfede omkring i den store have og i naturen, i moserne, jeg klatrede i træer og samlede snegle i lommerne, jeg iagttog fuglelivet og lyttede til fuglenes stemmer – oftest alene. Ingen krav om social adfærd eller fritidsaktiviteter, heldigvis. De voksne undrede sig ind imellem; men accepterede mig – også selvom jeg en meget sjælden gang kunne få voldsomme raseriudbrud, når nogen havde overskredet mine grænser.

 

Jeg kom i gymnasiet, det faglige var let, men det sociale svært. På universitetet var det lettere, der må man gerne være meget nørdet og også sær. Det gik egentlig først rigtig galt, da jeg kom ud på arbejdsmarkedet. Jeg vidste ikke, hvad der var ”galt”, jeg var ikke som de andre, tænkte anderledes og interesserede mig ikke for de samme ting. Mit arbejdsliv har derfor for størstedelens vedkommende ikke ligefrem været en succes. Til gengæld havnede jeg i underlige funktioner som fx at rejse som en slags hemmelig agent med hulrum i skoene, dobbeltforede jakker og tolags tasker. Det var vist nok ikke altid ufarligt; men jeg indså ikke faren. Jeg mangler derfor stadig i mit 69. år at finde holdbare strategier i liver for at omgås andre, for at få en familie til at fungere og al den slags lavpraktiske ting. Jeg bliver nok en slags glad eremit, når jeg en gang går på pension? Så kan verden komme til mig, og jeg kan tage imod, når det passer mig.

 

Havde jeg været barn i dag, i nutiden, så skulle jeg have gået i børnehave og kommuneskole, og jeg ville helt sikkert være blevet tromlet mental total flad. Jeg ville være blevet tvunget til at være social på ”den rigtige måde,” tvunget til at komme i skole hver dag, tvunget til at være sammen med mange børn, jeg aldrig ville kunne forstå. Larm, råben, vikarer og manglende strukturer usikre værdigrundlag. Jeg ville være blevet trykket ned i en form, som jeg ikke passer i. Autistiske børn er robuste, meget robuste; men på deres egen måde, og man kan ikke blive ved med at presse dem, uden at de knækker, og så kommer følgesvendene angst, depression og alle de andre modbydeligheder. Lyset forsvinder fra livet.

 

Sådan nogle som os, vi har ofte brug for mere tid til at forstå det sociale, tid til at overveje og føle, tid til at være sig selv og lade op efter anstrengende socialt samvær. I virkeligheden har vi brug for en varm nærhed med nogle meget få, vi har brug for tryg hudkontakt med den eller de udvalgte, fordi vi i virkeligheden ofte bliver meget "hudsultne." Får man det og en generel accept af, at vi er ”neurodiverse” og bare lidt anderledes end jer, så kan vi blomstre og trives sammen med jer. Prøv det!

 

 

 

Please reload

Du kan følge mig her:

  • Instagram Social Icon
  • Facebook Classic
  • LinkedIn Social Icon
  • Pinterest Social Icon
  • Google+ Social Icon
  • Twitter Classic

"Carpe Diem IvS" CVR: 40259759

© 2023 by Samanta Jonse. Proudly created with Wix.com

”Effugere non potes necessitates, potes vincere," Seneca
This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now